Sarah Mahfoud har fået ny træner til sine sidste fem uger af forberedelserne til IBF-titelkampen mod Brenda Carabajal den 1. februar. Hun er ikke bekymret for, at et trænerskifte så kort før den store kamp skal forstyrre fokus.
”Det bliver ikke noget problem, for jeg er jo allerede i god form. Jeg er god til at omstille mig, og samtidig tager jeg det det, som jeg har lært i Hillerød, med mig. Jeg er dybt taknemmelig for alle, der har været med fra starten.
Op til en VM-kamp kræver det helt ideelle forberedelser, og jeg tror også, at det vil booste min motivation at træne på en lidt anden måde og prøve nogle nye ting af. Og så er det dejligt, at det hele bliver skruet sammen på en sådan måde, at min hverdag bliver mere overskuelig,” siger Sarah Mahfoud i en pressemeddelelse.
Hun ser ikke mindst frem til at kunne træne i dagtimerne.
”Jeg er som bekendt flyttet til København, og i forhold til min kommende VM-kamp hænger det sammen med, at jeg gerne skal kunne træne på mine præmisser, så det passer ind i mit program op til så vigtig en kamp. Det er bare nemmere at kunne træne også i dagtimerne.
Mogens Palle tilbød mig, at Sherman kunne komme og træne mig, og det synes jeg var rigtig spændende, fordi han kommer med en helt anden baggrund i forhold til boksningen med sine træneruddannelser fra USA. Han har samtidig selv bokset mod nogle rigtigt store navne i sin egen aktive karriere,” siger Sarah Mahfoud, der ser frem til nye øjne på træningen.
“Det handler også om at hente ny inspiration og input til min boksning, så jeg kan udvikle mig yderligere. Men det drejer sig også om, at han kommer hertil for at have fuldt fokus på mig i dagtimerne. Det bliver mere prioriteret og planlagt ud fra, at jeg træner om morgenen med ham. Jeg har desuden en eksamen, som jeg skal have tid til. Det her med at ligge og køre til og fra Hillerød og bruge mange timer på det blev for uoverskueligt i længden,” siger hun.