9 kampe på undercardet i Royal Arena. 1 af dem gik tiden ud. De 8 blev stoppet, 5 af dem indenfor 2 omgange. Det blev præcis så uspændende som frygtet i vores Preview. Kvantiteten stod i modsætning til kvaliteten, selv om flere danskere faktisk viste god og lovende boksning – de fleste af matchningerne var bare under lavmålet.
Heldigvis rullede Dina Thorslund kvaliteten ud i hovedkampen. Som kampen skred frem blev det måske ikke ligefrem nervepirrende, dertil var Thorslunds dominans for klar. Men der blev gået til stålet, Cetin var ikke kommet for at lægge sig, og de første to omgange bød vel på mere action end det meste af resten af stævnet tilsammen.
Boksemæssigt var det glædeligt at se Thorslund bokse kontrolleret, da de første par omganges stormvejr var tæmmet. Cetin kom selv, og Thorslund bevægede sig og fandt åbningerne.Der havde været frygt for tyrkernes opførsel, hvis tingene ikke gik deres vej. De opførte sig eksemplarisk i skuffelsen. Promoter Ahmed Öner fortalte Thorslund, at hun var den bedste kvindebokser, han nogensinde havde set.
Thorslunds ønskekampe
WBC mandatory Cetin var som tidligere skrevet ”den nødvendige kamp”. Nu er Thorslunds karriere ved at på hæld, og det må handle om at sætte et ordentligt punktum, helst med den store ønskekamp på en stor scene – så Thorslund ikke skal gå på boksepension med tanken om, hvad det kunne være blevet til.
Ét navn springer ud af listen. Det er naturligvis Amanda Serrano. Nuværende WBA/IBF/WBO-mester fjervægt. Men det er svært at vide, hvad Serrano vil, når har mødt Katie Taylor i letweltervægt den 20. juli. Og er hun stadig fjervægtsmester til efteråret.
I undertegnedes øjne stikker et andet navn dog ud: Alycia Baumgardner, WBA/WBC/IBF/WBO-verdensmester i superfjervægt. WBC har udpeget belgiske Delfine Persoon som mandatory, og belgierne havde regnet med kampen i august – ifølge belgiske medier tvivler de dog lige nu på kampen. Baumgardner er hos engelske Matchroom, og dem har Thorslund-manager Lee Eaton hidtil ikke haft det store held med at sparke døren ind til på Thorslunds vegne.
Eaton har den udfordring, at han er manager, ikke promoter. Han kan ikke tilbyde pengene, han er afhængig af at kunne sælge Thorslund til nogen, der vil betale. Matchroom har sagt blankt nej til at lade Thorslund møde IBF/WBO-mesteren i superbantam, Ellie Scotney. Og WBC-mesteren i fjervægt, Skye Nicolson, har også givet udtryk for, at hun vil undgå Thorslund. Nicolson har sparret med Thorslund i Danmark, og det var vist rigeligt.
I superbantam skal WBC-mester Yamileth Mercado den 29. juni forsvare mod engelske Ramla Ali på et Matchroom stævne i USA, mens WBA-mester Erika Cruz lige har forsvaret med en uafgjort mod argentineren Nazarena Romero. Men endnu en VM-kamp i superbantam mod en mexicaner. Der har Thorslund jo været.
Unifications i bantamvægt? Nuvel, da Lee Eaton var manager for både Thorslund og den daværende WBA-mester Nina Hughes, formåede han ikke at få lavet en kamp mellem de to. Siden droppede Hughes ham som manager, fordi han ikke kunne skaffe hende kampe. Hun skrev promoterkontrakt med amerikanske Lou DiBella, og mistede som forventet titlen til australske Cherneka Johnson.
Johnson er nu hos DiBella. Det samme er IBF-mester Miya Yoshida, der tog titlen fra Ebanie Bridges. Men Matchroom har tilsyneladende en option på Yoshida efter Bridges-kampen – en option de indtil videre ikke har brugt. Der er ingen meldinger om nye kampe til Johnson og Yoshida, men det ville være overraskende, hvis Lou DiBella ikke lader dem møde hinanden – selv om Nina Hughes har kaldt på en rematch mod Johnson.
Kort sagt: Manager Lee Eaton har en opgave. Det bliver spændende at se, om han omsider træder i karakter. Men det er ikke nemt med lille Danmark som det marked, man har som forhandlingsplatform overfor store lande som USA, Mexico og England, med et helt andet publikumsgrundlag for deres boksere. Lige nu peger pilen mod en ny kamp i Danmark til Thorslund inden alt for længe.
Lovende takter i uspændende forkampe
Som nævnt viste flere boksere på undercardet flot boksning, omend på en billig baggrund. Men det er svært at se tegningen til en ny, solid Danish Fight Night stald i det samlede billede.
Oliver Zaren (nu 12-0) viste flot boksning. Men det var blot som gæstebokser i en mellemkamp mellem to opgaver i England, for hans promoter Wasserman. Robert Larsens lille trup, brødrene Ali og Hamza Hussein og nyproffen Francis Fordjour, gjorde hvad de skulle.
37-årige Ali Hussein havde fået undercardets mest kompetente modstander i polske Adam Cieslak. Men fremtiden er selvfølgelig den 24-årige lillebror Hamza Hussein (nu 7-0). Det er tid at steppe ham op, gerne over 8 omgange. Men der er lidt vej til hovedkampe endnu. Der er endnu længere vej for 22-årige Francis Fordjour (nu 2-0), selv om det så fint ud mod georgieren Gigolashvili, der ikke havde fysikken til at stå imod.
Debutanten Nikki Møller Nielsen kom med en solid amatørballast, og gjorde hvad han skulle mod en debutmodstander, der var dårligere end ventet. Der er ikke offentliggjort langsigtede planer for Møller, men der er selvsagt også her et stykke til hovedroller på stævner. Thorbjørn Boudigaard (nu 4-1) har efter debutnederlaget endnu ikke mødt modstand, der kan dokumentere større fremtidsperspektiver. 36-årige Mehmet Utku Tas kan bokse, men han boksefremtid er et næsten lige så stort spørgsmålstegn efter stævnet, som før stævnet.
Af stævnets boksere er kun sværvægteren Mathias Hansen (nu 5-0) på fast kontrakt med Danish Fight Night. Man han skal virkelig steppes meget op, og bestå nogen sværere terminsprøver for at bevise perspektiverne.
Med usikkerhed om hovednavnene Sarah Mahfoud og Enock Mwandila Poulsen, og ikke meget nyt om åbenbart langtidsskadede Oliver Meng, så må der være lidt arbejde at gøre ved tegnebrædtet i Danish Fight Night lejren hen over sommeren, for at lægge planer for en ny sæson.