THE AFTERMATH: Nu ligger bolden hos udenlandske promotorer

Lørdag i Kolding boksede to danske stjerner, der begge er tæt på VM-kampe. Begge vandt. Og begges fremtid ligger nu mest i hænderne på udenlandske promotorer, der kan afgøre deres videre vej og muligheder – selv om lørdagens stævne blev en stor manifestation for danske Primetime Boxing.

Thorslund og MVP
Dina Thorslund boksede langt fra karrierens bedste kamp lørdag. Men trods 15 måneders kamppause, og forberedelser hæmmet af skader, sikrede hun sig med sejren over Almudena Alvarez WBCs Interim titel i fjervægt, og dermed 2 oplagte veje at gå:

1. Hun kan sigte efter WBC-verdensmesteren i fjervægt, amerikanske Tiara Brown. Denne har netop skrevet kontrakt med Thorslunds promoter, Most Valuable Promotions, så i princippet burde den kamp ikke være svær at lave.

2. Hun kan gå efter en kamp i bantamvægt, mod WBA/WBC/IBF/WBO-mesteren Cherneka Johnson, der erobrede de WBC og WBO bælter, Thorslund måtte afgive sidste år. ”Sugar Neekz” Johnson er også hos MVP.

De seneste dages meldinger peger på, at både Thorslund og MVP helst vil have kampen mod Johnson, der langt fra har afvist muligheden – hun har nok også kigget med, da Thorslund lørdag ikke var skræmmende som vanligt.. Så er spørgsmålet, hvor MVP vil placere kampen.

Tidligere har pilen klart peget mod Australien, hvor Johnson er en stor stjerne. Men den kan i princippet også blive bokset i USA eller Danmark. I Danmark vil der så være to mulige promotorer, Kasper Holgersen – der jo arrangerede både lørdagens stævne, og Thorslunds sidste kamp inden kamppausen – og Bettina Palle der arrangede Thorslunds to kampe i første halvdel af 2025.

Bettina Palle har angiveligt et godt forhold til MVPs chef Nakisa Bidarian, tilbage fra Serrano-Mahfoud kampen. Og Mahfoud er stadig højt rangeret i fjervægt hos WBC, og dermed inde i billedet til Tiara Brown. Bettina Palle talte sidste år om at lave en stort dansk kvindestævne.

Så flere scenarier kan være i spil. Det er naturligvis er det fra dansk side Thorslund, hendes engelske manager Lee Eaton og amerikanske promoter MVP,  der vælger.

Bank og Gold Star
På reklamerne for stævnet i Kolding har opmærksomme øjne nok bemærket Gold Star logoet. Det hænger sammen med,  at engelske Spencer Brown, manden bag Gold Star, har købt sig ind som co-promoter for Bank. Brown er ikke mindst kendt for at være manager for Tyson Fury, og han har hjulpet med at arrangere Riyadh Seasons stævner for den saudi-arabiske boksemogul Turki Alakshish.

Bank er nr. 4 hos WBO. Nr. 1 er Saul ”Canelo” Alvarez, nr. 2 er amerikanske Diego Pacheco, og nr. 3 er engelske Hamzah Sheeraz. WBO udpegede Pacheco og Sheeraz til at bokse om den ledige VM-titel, men Pacheco har netop trukket sig. Dermed burde Bank stå til at møde Sheeraz om titlen – og Sheeraz har også Spencer Brown som manager.

En kamp i England mod Sheeraz er måske det sportsligt værst tænkelige scenarie for Bank. Men det er selvsagt en drømmekamp for Gold Star, der dermed vil være sikker på at have verdensmesteren efter kampen. OPDATERET: Sheeraz skal i maj Manchester møde nr. 5, tyske Alem Begic, om den ledige titel.

VM-titlerne hos WBA, WBC og IBF blev også kastet op i luften, da mesteren Terence Crawford trak sig tilbage. Hos WBA er mexicaneren Jose Resendiz (16-2) gjort til verdensmester. Han vandt Interim titlen med en overraskende split decision over Caleb Plant i maj 2025, og han har ikke bokset siden. Han er formentlig det svage led i vægtklassen.

Resendiz har i hvert fald indtil fornylig været i stald hos amerikanske Warriors Boxing. I efteråret var der forhandlinger om et titelforsvar mod puertoricansk-amerikanske Edgar Berlanga, der sidste sommer blev slået ud af Sheeraz. Der har i januar også været forhandlinger med mexicaneren Jaime Munguia, der har tabt to af sidste fire kampe. Mandatory udfordrer er uzbekeren Bektemir Melikuziev. Bank er i skrivende stund ikke på WBA ranglisten.

Hos WBC er fransk-canadiske Christian Mbilli (29-0-1) gået fra at være Interim mester til at være rigtig verdensmester. Mbilli boksede i august uafgjort mod Lester Martinez, der lige nu er nr. 3 på WBC ranglisten, efter Canelo og Sheeraz. Og WBC har beordret en rematch mellem Mbilli og Martinez. Fysisk stærke Mbilli er nok heller ikke en ønskemodstander for Bank, der lige nu er nr.  12 på ranglisten.

Så er der IBF. Banks staldkammerat hos Primetime, Oliver Zaren, er gået IBF-vejen. Zaren skal forsvare IBF Intercontinental titlen i Brøndby den 2. maj, så for Zaren vil det være lidt en streg i regningen at gøre Bank til udfordrer her – Primetime har indtil nu ikke haft en kamp mellem Bank og Zaren som et tema.

IBF titlen er lige nu ledig. Nr. 1 på ranglisten er i skrivende stund cubanske Osleys Iglesias, der er ingen nr. 2, Canelo er nr. 3, Munguia nr. 4, Sheeraz nr. 5. Zaren er nr. 15. Bank er ikke rangeret, men inden lørdagens kamp var Scull nr. 10.

Den overbevisende sejr over Scull – Banks anden sejr i træk over en eksverdensmester – gør ikke nødvendigvis tingene nemmere for ”the pride of Kolding, Denmark”. Der sidder næppe mange supermellemvægtere derude, der tænker at ”det jab vil jeg gerne have i smasken”. Så Bank kan nemt blive vægtklassens nye ”bogie man”, ham man gerne vil undgå. Bank fra lille Danmark står for eksempel nok ikke øverst på Canelos ønskeliste lige nu.

Der har været talt om at gå efter EM-titlen, hvor den hidtidige mester Troy Williamson har opgivet titlen, og spanske Jose Navarro (17-2) mangler en co-udfordrer. Navarro fremstår som et noget uambitiøst emne på nuværende tidspunkt, men han og EM-bæltet kan være en måde at vinde tid, mens VM-brikkerne falder på plads.

Kort sagt, den lige vej er ikke tegnet klart ud på kortet, med mindre at promotorerne Kasper Holgersen og Spencer Brown bliver enige om den Sheeraz vs. Bank kamp, der ikke er nogen drømmeløsning for nogen af de to boksere. Holgersen og Brown får formentlig nogen alvorssnakke de næste par uger.

Primetime tilbage til hverdagen
”Danmarks største stævne siden…” har også haft et stævnebudget, der ligger noget ud over det sædvanlige i et Danmark, hvor medierne stadig er voldsomt bokseskeptiske. Det er beundringsværdigt, at Primetime har turdet tage den chance, men med et stykke mere end 3.000 tilskuere i Sydbank Arena har Primetime formentlig stort set holdt skindet på næsen.

Sportsligt blev stævnet en blandet oplevelse, selv om helhedsindtrykket var fint og underholdende. Det er svært at gardere sig mod modstandere som argentinske David Benitez, der prøvede at spille svanens død efter et puf i nakken mod Oliver Zaren (nu 18-0). Zaren fik ikke meget andet ud af det end endnu en pind på rekordlisten

Melissa Mortenssen (nu 9-0) fik en værdifuld læringskamp mod den kompetente englænder Tori-Ellis Willetts. Den fine matchning viste, at der nok er nogen kampe endnu inden en eventuel VM-kamp, selv om Mortensen viste modenhed og vandt klart.

Maher Khatib (nu 4-1) fik endnu en hård matchning, denne gang for hård, mod italienske Pasquale Barile, der allerede har slået Elias Idrissi i Danmark. Kampen var et bevis på, at nej, danskerne vinder ikke altid på danske stævner – og sådan skal det heller ikke være. Modige Khatib fightede som altid, og det fortjener flere chancer. Men der er lang vej op for ham nu.

Primetime Boxings nye svenske satsning, angoleseren Constantino Nanga (nu 14-0), fik ikke bevist ret meget mod den slovakiske journeyman Vladimir Belujsky, der ikke rigtigt ville noget. Det blev stævnets sportsligt mest uinteressante indslag. Primetime har vel en plan med Nanga, men det bliver op ad bakke at skabe dansk interesse for den 29-årige tidligere Hammarby fodbold hooligan, der har haft Lennox Lewis som træner.

Nu venter en række Primetime stævner i mere almindelig dansk skala: 14. marts i Tim Hallen (næsten i promoter Kasper Holgersens baghave), 2. maj i Brøndby Hallen og 13. juni udendørs på Brædstrup Stadion. Brøndby Hallen er unægtelig også noget af en modig satsning fra Primetime Boxing, og hypen er allerede i gang: Ifølge Ekstra Bladet er Zarens IBF Intercontinental bælte ”det største bælte på dansk jord, siden Mikkel Kessler var aktiv”.

Zaren er som nævnt lige nu nr. 15 hos IBF, og han er nr. 10 hos europæiske EBU. Primetime’s matchmaker får en reel opgave med at finde et modstandernavn til Brøndby, der for alvor kan skabe interesse, samtidig med at det bliver en god test og velvalgt udviklingskamp for Zaren.

I de kommende måneder bliver også interessant at se Sofie Rosshaug komme i gang for Primetime Boxing, Victor Hoveling forhåbentligvis komme tilbage efter sin håndskade, og Melissa Mortensen fortsætte sin vej mod større ting. Antageligt venter der også Ahmad El Ahmad en titelkamp af en slags.

Kommentarer