Budgettet er ikke stort til stævnet lørdag i ROFI Centret i Ringkøbing. Der er ingen tv, men dog online streaming. Og programmet byder da også blot på fem ikke-titelkampe. Til gengæld ser matchmakingen ganske ambitiøs ud for sådan et stævne, og det lover godt for underholdningen.
To af kampene står mellem ubesejrede kombattanter i begge hjørner, og der er lagt op til flere kampe med reel spænding og ubekendte faktorer. Man kan ikke beskylde TK Promotion for at spille sikkert, heller ikke økonomisk ved at gennemføre dette stævne.
Bank vs. Andreiev
Ubesejret vs. ubesejret. Det er overskriften på Jacob Banks fjerde profkamp. Modstanderens ubesejrede status et er ikke den eneste grund til, at det kan blive en vanskelig opgave for Bank (3-0).
Bank er en høj og langarmet mellemvægter, der normalt kan udnytte sin rækkevidde. Mod Viacheslav Andreiev (4-0) bliver han dog den lave, for ukraineren er meget høj, og han er ikke ueffen til at udnytte de lange arme, især med en god højre. Det kan umiddelbart være svært at vurdere Andreiev alene på rekordlisten, med modstandere der tilsammen har haft cifrene 2-85 – to modstandere havde aldrig vundet en profkamp. Men Andreiev har også været kickbokser på et pænt højt niveau, og her var han ganske udmærket med hænderne.
Så Bank skal denne gang finde vej ind bag de lange arme, udnytte hurtigheden og få sat sig i respekt, og samtidig passe på den højre. Så selv om han allerede har slået et par habile modstandere i Due og Radulovic, så ligner dette Banks hidtil mest tricky og uberegnelige udfordring, og en udmærket prøvesten for måske endnu større kampe.
Chancefordeling: 60-40
Møllenberg vs. Fiko
Oliver Møllenberg (7-1-1) skal tage sit første skridt frem, efter et udebanenederlag i en titelkamp senest. Og han havde håbet på en lidt mere overkommelig opgave til det skridt end den rumænsk-fødte ungarer Oszkar Fiko (22-32-1).
Møllenberg og hans team kender udmærket Fiko, der boksede i Gilleleje for et par år siden, og her måtte det norske håb Jamshid Nazari have dommerhjælp til et knibe en sejr hjem. Fiko har i det hele taget mødt ganske mange stærke modstandere, og ind imellem vinder han faktisk på udebane. I Canada slog Roody Paul, og i Polen slog han Krysztof Cieslak.
Blot 20-årige Oliver Møllenberg har dog ambitiøst allerede tidligt i karrieren valgt at bokse på et niveau, hvor en Oszkar Fiko skal besejres for at komme videre. Det bliver en interessant test, mod en mand der oftest er god for en underholdende kamp.
Chancefordeling 75-25
Akbari vs. Laskowski
Danske DAZN-seere så måske Jakup Laskowski (4-5-1), da han for få uger siden i England mødte Campbell Hatton, søn af berømte Ricky Hatton – og gik tiden ud. Han har dog to KO-nederlag, der viser, at han ikke altid holder hele vejen, men om Payman Akbari (4-0) kan stoppe ham, er en anden sag.
Akbari er en bokser mere end en puncher, og alene hans boksekunnen bør være nok til at hente sejren hjem. Der er dog grund til at håbe, at det sker i en mere underholdende kamp, end da han senest slog ultradefensive Cristian Narvaez. Akbari skal denne gang bokse i letvægt, og Laskowski er en mand, der trods alt prøver.
Chancefordeling: 90-10
Møller vs. Rzyman
Cruiservægterne Jeppe Møller Christensen (1-0) og polske Piotr Rzyman (2-4) har tilsammen bokset 7 profkampe, der alle er sluttet før tid. Almindelig logik ville sige, at det også sker denne gang, men det behøver ikke at være tilfældet.
Jeppe Møller siger selv, at han ikke går ind for at få knockout’en, men for at bokse sin egen boksning, Det vil antageligt betyde, at han vil lægge et pres på polakken, og så må vi se, om det er nok til en sejr før tid. Rzyman har selv to knockout-sejre, men det er næppe noget, man skal lægge for meget i, for det har været mod folk, der har tabt alle deres kampe tidligt.
Det er også værd at bemærke, at polakken har bokset sine seneste to kampe i noget, der var tæt på supermellemvægt.
Chancefordeling: 90-10
Nielsen vs. Occhinero
Michael Nielsen (5-0) entrede profverdenen uden de store forventninger klistret på sig. Hidtil er han stille og roligt, med sin kampvilje, klatret op til en position som nr. 345 i sin vægtklasse på BoxRec. Han skal dog skabe en positiv overraskelse, hvis han skal fortsætte sin succes mod den ligeledes ubesejrede italiener Mattia Occhinero (6-0-1), der ligger næsten 100 pladser højere.
Nielsen-lejren melder, at de har taktikken klar til tage endnu et skridt op i en kamp, der ser ganske afgørende ud for, om han for alvor kan vise sin berettigelse i den professionelle verden.
Chancefordeling: 40-60