Dina Thorslund sonderer engelske muligheder

Dina Thorslund og hendes træner/manager  er stadig i fuld gang med få et titelforsvar i Struer på plads til september. Gabriele Bouvier fra Uruguay, der egentlig var godkendt af WBO til forsvaret, ønsker angiveligt ikke at rejse til Danmark, så længe vi har en Covid-19 epidemi, så jagten er gået ind på en ny modstander.

Nu melder den engelske bokseagent Frank Pittal, at de har sendt tilbud til engelske boksere om at møde Thorslund i et titelforsvar. Det gælder ikke mindst 26-årige Shannon Courtenay (5-0), der er i stald hos Eddie Hearn og Matchroom.

“Frank Pittal har afgivet et seriøst tilbud til Adam Booth for at få hans bokser Shannon Courtenay til at tage til Danmark den 12. september for at udfordre Dina Thorslund om hendes WBO VM-titel. Dave Coldwell, manager for Amy Timlin, er også blevet kontaktet om kampen. Det er nu op til både Adam Booth og Eddie Hearn at overveje tilbuddet,” skriver den engelske Facebook side Boxing TV.

Om datoen så er den 12. september, må den kommende tid vise.

“Vi har en dato, og den kommer vi snart til at melde ud. Det er stadigvæk i Struer, og det er med de samme sponsorer. Kampens setup bliver bestemt ikke mindre,” siger Thomas Madsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Dina Thorslund tager tingene med tålmodighed.

“Det har været lidt lettere at acceptere den her gang, fordi det er nogle omstændigheder, som vi ikke er herrer over. Det her handler ikke om, at nogen ikke har kunnet tage sig sammen, og selvom det ærgrer mig, så er der en del, som har det værre end os. Jeg har lyst til at stå skarpt og jeg brænder for at komme i ringen, men jeg ved også, at der kan komme nye udmeldinger. Jeg tager det hele med et gran salt, indtil det for alvor er tæt på,” siger Dina Thorslund til avisen.

Kilder:  Boxing TV / Dagbladet Holstebro/Struer

 

Kommentarer