Jeppe Morell erkender, at selv om han ikke er enig i afgørelsen i sidste uges kamp mod Nikola Sjekloca, så er han også selv skyld i, at kampen kunne tippe til montenegrinerens side.
“Mogens mente, jeg boksede forkert, og at jeg boksede med hovedet under armen. Det var som om, jeg først vågnede op til dåd, efter jeg havde ramt kanvassen. Men han mente også, at jeg burde have vundet den kamp.
Derfor må jeg også selv påtage mig et ansvar for det her nederlag: For kampen skulle aldrig være blevet så tæt. Jeg boksede taktisk forkert – jeg begik en fejl. Jeg skulle have søgt direkte ind på kroppen af ham og presset ham mere – jeg skulle have brugt min fysik fra start af,” siger Jeppe Morell ifølge Jyllands-Posten.
Han vil dog gerne have neutrale sidedommere denne gang. De to sidedommere, der sidste år gav ham sejren mod Dayron Lester, var udenlandske.
“Vi har sendt et ønske om en omgående rematch til Sjekloca lejren. Gerne med neutrale dommere. Lad os håbe han siger ja,” skriver Morell på Facebook.