Sarah Mahfoud har takket nej til et tilbud om at møde Dina Thorslund på et Sauerland-stævne. Det skyldes ifølge Dagbladet Holstebro-Struer ikke, at hun ikke vil møde Thorslund, men hun vil have sin promoter, Mogens Palle, ind over kampen.
“Jeg vil rigtig gerne bokse mod Dina, det kunne virkelig være en fed kamp. Jeg føler bare, at jeg skylder Mogens, at han er en del af det. Han har fået mig derhen, hvor jeg er i dag, så han skal også have hjertet med i det. Det er mange penge, men jeg ville ikke være der, hvor jeg er i dag uden Mogens. Jeg er overbevist om, at kampen bliver til noget. Spørgsmålet er bare hvordan rent praktisk. Jeg tror, at Mogens vender tilbage med et tilbud, og det synes jeg da, at de skal sige ja til, så vi kan få den kamp,” siger Sarah Mahfoud til Dagbladet Holstebro-Struer.
Hun kan dog ikke sige, om han vil komme med et bedre tilbud end Sauerland, og hun kigger også på andre kampe.
“Der er også andre aktuelle kampe, som både kunne være sjove og spændende, men kampen mod Dina giver rigtig god mening, og den har også været på tale rigtig længe efterhånden,” siger hun.