Palle: Thorslund vs. Mahfoud kun med mig som arrangør

En mulig kamp mellem Dina Thorslund og Sara Mahfoud har gennem det seneste år eller to fået en del spalteplads, uden at der indtil videre er kommet meget pølse ud af det skind. Da Thorslunds promoter, Nisse Sauerland, i oktober sidste år sendte et tilbud, var modtagelsen kølig.

“Det er ikke noget, jeg er interesseret i lige nu. Jeg har andre planer med Sarah Mahfoud. Det der tilbud er et forsøg på at malke det sidste ud af dansk boksning,” sagde Sarah Mahfouds promoter, Mogens Palle, ved den lejlighed til BT.

En Thorslund  vs. Mahfoud kamp var dog ikke udelukket for Mogens Palle. I februar skrev DR således, at Mogens Palle havde tilbudt 600.000 kr., fordelt på 360.000 kr. til vinderen og 240.000 kr. til taberen. Dengang sendte Nisse Sauerland efter Boksenyts oplysninger et modtilbud på 40.000 Euro (knap 300.000 kroner) som fast purse til Mahfoud, og der skete ikke mere.

Nu gentager Mogens Palle i Ekstra Bladet sit tilbud på 600.000 kr., med 360.00 kr. til vinderen. Og han slår fast, at kampen kun kan blive en realitet, hvis Palle står som promoter.

“Kampen kommer kun til at foregå, hvis jeg kommer til at stå som arrangør. Alt andet er udelukket. Sauerland-lejren har skrevet mange gange om den kamp. Jeg er kommet med et betydeligt bedre tilbud, som ikke står til diskussion. Derfor: Hvis kampen mellem Dina og Sarah nogensinde skal blive til noget, bliver det med mig som arrangør. Det bliver aldrig min opgave at holde hånden op på Sauerland. De har stjålet rigeligt med boksere fra mig,” siger Mogens Palle til Ekstra Bladet.

Under alle omstændigheder vil danskerkampen ikke blive aktuel før i det nye år. Sarah Mahfoud skal efter planen møde IBF Interim mesteren i fjervægt, argentinske Brenda Carabajal, i Danmark i november. Palle udelukker overfor Ekstra Bladet ikke, at Mahfoud får en opvarmningskamp inden.

Kilde: eb.dk, bt.dk, dr.dk, Foto: Facebook

 

Kommentarer