Fire navne til Thomas Møllenbergs promoterstald

Promoter Thomas Møllenberg og Q Pro Boxing har i en video offentliggjort fire navne, der skal danne afsæt for staldens kommende stævner. De fire er Mikkel Nielsen, Oliver Møllenberg, Mahdi Jallaw og Ali Mohamed.

Weltervægteren Mikkel “Pjatrøv” Nielsen (8-0) startede karrieren hos Team Sauerland, og boksede videre hos den nu stoppede manager Peder Forsman.

Letweltervægteren Oliver Møllenberg (2-0) debuterede for Møllenberg, og boksede sammen med Mikkel Nielsen på Forsmans Quaestor Fight Night i Ringkøbing

Letweltervægteren Mahdi Jallaw (1-1) debuterede for Team Sauerland, med et nederlag, og vendte tilbage på stævnet i Ringkøbing.

Superbantamvægteren Ali Mohamed (5-0) boksede fem kampe for Danish Fight Night, men han har ikke bokset siden juni 2017.

“Vores ambitioner er store. Vi er her for at blive, men vi tager det et skridt af gangen, med nogen erfarne boksere og nogen talenter med fremtiden foran dem. Vi vil være den førende boksepromoter i Danmark, og vi mener, at vi har setup’et til en stor fremtid. Der er brug for at gentænke professionel boksning,” skriver promoter Thomas Møllenberg i videoen.

Sponsor for Q Pro Boxing er firmaet Quaestor med Svend Rasmussen i spidsen.  Han sponserede også Quaestor Fight Night. Svend Rasmussen har promoterlicens, men det er tilsyneladende Thomas Møllenberg, der nu står som promoter.

Rygtebørsen taler om et stævne den 15. juni, og Oliver Møllenberg kommer måske i ringen inden da.

Kilde: Q Pro Boxing Facebook
Kommentarer