THE PREVIEW: To nyproffer i hovedroller

Lørdagens stævne i Ringkøbing rummer ikke de store, sindoprivende hovedkampe, selv om den nye stjerne Jacob Bank er på plakaten. TK Promotion har dog trukket en enkelt lynkineser op af hatten: Danskeropgøret mellem de to nyproffer (men rutinerede amatører) Steffen Rørstrøm og Amre Allman.

Staldens store navn Jacob Bank får på papiret ikke sin hidtil hårdeste udfordring, men en fornuftig uddannelseskamp i den langsigtede opbygning mod større ting. Argentinske Hernan Perez er måske i den lidt tynde ende i forhold til, hvad Bank har vist indtil nu. Men 23-årige Bank er ført relativt hurtigt frem, hvad en placering som 34 på BoxRec demonstrerer.

Cruiservægteren Jeppe Møller Christensen vender tilbage efter en pause, der både rummede skader og i en periode lidt manglende motivation, der kunne have peget i retning af et karrierestop. Nu er motivationen tilbage, og opgaven i hjembyen kan godt blive interessant, på trods af modstanderen cifre på rekordlisten.

Sværvægteren Morten Givskov bør i sin anden profkamp få en relativt nem modstander i georgieren Davit Gogishvili, mens Nesar Kunduzi får fornøjelsen af en georgier, der for få uger siden gav staldkammeraten Mikkel Gribsholt en meget besværlig aften. Kunduzi får ikke tingene foræret.

Alt i alt ligner det mest et stævne på det jævne i nationalt perspektiv, men med lokal appel, der også baserer sig på et par lokale navne i de amatørkampe, der varmer op inden profferne.

Bank vs. Perez
Jacob Bank (12-0) stepper en smule ned i forhold til et par af hans foregående kampe. Han møder argentineren Hernan Perez (6-6). Perez er i skrivende stund nr. 248 i supermellemvægt på BoxRec, hvor Bank i den seneste tid er faldet en smule til nr. 34.

I Perez to seneste kampe, mod VM-udfordreren Shefat Isufi og den ubesejrede tidligere OL-bokser Mahmet Unal, viste han dog på udebane, at han er bedre end cifrene antyder. Begge havde stort besvær med ham, og Isufi vandt blot en split decision.

34-årige Perez ser umiddelbart ud til at ligge fint til Bank. Han er lidt lavere end Bank, og han er ikke nogen tonser, der buldrer fremad. Han er teknisk kompetent, med gode parader, bevægelig og ganske hurtig på hænderne, men ikke så hurtig som Bank. Han er snu, og god til at sætte kontraer på det rigtige tidspunkt, blandt andet en lumsk overhånds højre.

Amerikanske Anthony Sims stoppede Perez med dybt arbejde, og det kan godt være en opskrift. Men argentineren er kun stoppet tre gange, og det kan godt vare nogen omgange her. Det hjælper nok heller ikke Bank, at han måtte smide et kilo til indvejningen fredag
Chancefordeling: 85-15

Møller vs. Schmitt
Også den lokale hovedkæmper Jeppe Møller Christensen (7-1) får argentinsk modstand, i Angel Schmitt (6-15). 45-årige Schmitt er dog nok pænt langt fra Perez i niveau.

Han boksede senest for to år siden hvor han blev stoppet af den i Danmark velkendte Ruben Acosta. Som mange argentinske boksere er han rimelig velskolet i de fundamentale ting. Men han virkede mod Acosta ikke særlig hurtig.

Han vil gerne sende nogen sving afsted med jævne mellemrum, men han er til at ramme, og han er flere gange blevet slået ud af højrekryds. Det kan sagtens blive underholdende, men det bør blive dansk sejr, måske før tid.
Chancefordeling: 85-15

Allman vs Rørstrøm
1-0 vs. 1-0. Cifrene på de professionelle rekordlister fortæller ikke så meget om styrkeforholdet mellem Steffen Rørstrøm og Amre Allman. Det fortæller nok mere, at Allman vandt indbyrdes amatørkampe både ved DM i 2018 og JM i 2019.

Kampen i 2018 endte med en split decision, mens Allman i 2019 vandt en lidt rodet kamp mere sikkert. Det bør gøre Allman til favorit, og RNG-SDE Promotions og TK Promotion ville da nok heller ikke sende ham ind til denne kamp, hvis de ikke forventede en sejr. Det er Allman, der er på fast kontrakt.

Allman har en god professionel stil, med både elegant teknik og og slagkraft. Men Rørstrøms lange rækkevidde og direkte boksning kan være ganske effektiv. Og det kan blive interessant, hvordan både Allman og Rørstrøm håndterer at skulle bokse 6 omgange for første gang.
Chancefordeling: 60-40

Kunduzi vs Beruashvili
Georgiske Ilia Beruashvili (9-19) gav for kort tid siden Kunduzis staldkammerat Mikkel Gribsholt en meget besværlig aften. Spørgsmålet er, hvor meget vi skal lægge i det, for Gribsholt fik tidligt skadet sin højre hånd, så det blev svært at slå igennem. Og Frederik Hede Jensen stoppede trods alt Beruashvili i 2019.

Nesar Kunduzi (3-0-1) havde det i sin seneste kamp mindst lige så svært som Gribsholt mod Beruashvili, da han sled sig til en uafgjort mod en ubesejret modstander. Kunduzi skal finde en bedre timing end sidst mod den snu og akavede Beruashvili, men så er det heller ikke usandsynligt, at han kan slide en sejr hjem.
Chancefordeling: 60-40

Givskov vs. Gogishvili
Det er et interessant tvist, at nyproffen Morten Givskov (1-0) skal en mand, der i 2018 holdt til 4. omgang mod Pierre Madsen, der på det tidspunkt var 10-0. Givskov møder ham altså tidligere i profkarrieren, men Givskov har også en større amatørkarriere under bæltet.

Gogishvili har vundet før tid mod et par georgiske landsmænd, der har bokset på Pallestævner, Archil Gigolashvili, der tabte til Boudigaard, og Davit Ribakoni, der tabte til Rossing og Jonas Madsen. Og han har også stoppet Tamaz Zadishvili, der fornylig skulle have mødt Mathias Hansen i Royal Arena, inden han blev snuppet for butikstyveri i Fields.

Men georgieren er altså stoppet i 18 af 19 nederlag, men det har også været mod folk som den nykårede Europamester Oleksandr Zakhoshyi, Johan Duhaupas og Herve Hubeaux. I hans seneste 6 kampe er han stoppet indenfor de første to omgange, mod folk på et lavere niveau. Der burde være gode chance for, at Givskov kan gå dem kunsten efter.
Chancefordeling: 95-05

Kommentarer